Når hjælpen giver håbet retning

Når Røde Kors-frivillige møder mennesker i krise, handler hjælpen ofte om noget meget konkret.

En samtale. Ro i kaos. Hjælp til at lære sproget. En relation til et andet menneske. Et næste skridt, når situationen virker uoverskuelig.

Men den konkrete hjælp og handling kan udløse noget større. Den kan forstærke håbet og være en hjælp til igen at få øje på noget, man kan gøre.

Det siger Bertel Nygaard, historiker ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Håb.

“Håb er ikke at have det godt – men at orientere sig imod muligheden for at få det bedre,” siger Bertel Nygaard.

For mennesker i krise kan håbet godt være der, uden at der er overskud til at handle på det eller se de konkrete muligheder. Her kan hjælp udefra, for eksempel i form af frivillige eller en nødhjælpsindsats, gøre en forskel.

“Hjælpen giver nogle praktiske muligheder. Og det kan i sig selv gøre, at man håber mere realistisk. Så at der kommer nogen udefra, kan gøre det nemmere at handle på håbet,” siger Bertel Nygaard.

Når et menneske igen oplever at kunne gøre noget selv, kan håbet også ændre sig. Det bliver ikke kun noget, man længes efter. Det bliver noget, man kan tage del i.

“Der er grænser for, hvor meget man kan tænke sig til at gøre noget anderledes. Vi skal mærke og opleve det. For det er i handlinger, man kan se nye muligheder og mærke nye måder at håbe på,” siger Bertel Nygaard.

“Det at nogen hjælper, kan forme vores måde at håbe på, og dermed handle på,” siger han.

Sofie fandt håbet på ferielejr

Som 14-årig var Sofie Lundtofte overbevist om, at verden ville være et bedre sted uden hende. Hun var blevet mobbet gennem sin barndom og havde svært ved at finde sin plads blandt andre.

”Jeg var sikker på, at man godt kunne undvære mig. At jeg var intet værd,” fortæller Sofie.

Men da Sofie som 15-årig kom på Ungdommens Røde Kors’ ferielejr, mødte hun voksne, der havde overskud til hende, og et fællesskab, hvor hun passede ind.

”Jeg så på ferielejre, at voksne godt kan være nice, og man kan godt møde voksne med overskud og med ekstra kærlighed,” fortæller hun.

Og i slutningen af lejren fik hun noget, der skulle vise sig at få stor betydning for Sofies fremtid. I en mindebog havde flere af hjælperne skrevet, at de håbede at se hende igen som frivillig.

”Jeg fandt ud af, at man godt kan blive holdt af som den, man er, uden at skulle lave om på sig selv. Jeg oplevede, at jeg faktisk var noget værd, som jeg var.”

Den oplevelse gav Sofie mod på at vende tilbage. Først som hjælper i køkkenet og siden som køkkenkoordinator med ansvar for blandt andet menu, indkøb og planlægning.

I dag er den 24-årige studerende aktiv i Ungdommens Røde Kors på flere fronter. Hun er blandt andet aktivitetsleder i en hospitalscafé, sidder i en lokalbestyrelse og engagerer sig i organisationens arbejde for unge.

Når hun ser tilbage på den 14-årige Sofie, havde hun aldrig forestillet sig, at hendes liv skulle se sådan ud.

”Jeg har oplevet mega meget kærlighed. Jeg har folk, der holder af mig, og nogen, jeg altid kan ringe til.”

Elsie smiler midt i ødelæggelser

Elsies hjem blev ødelagt under orkanen Melissa, så hun søgte i sikkerhed på en skole, hvor Jamaica Røde Kors drev et evakueringscenter.

Hendes syn er dårligt, men hendes energi, humor og sange hjalp alle i den svære situation. Når de frivillige lavede psykosociale aktiviteter, fik Elsie børnene til at grine og de voksne til at slappe af.

”Selv efter voldsomme tab kan der være glæde,” siger Elsie.

Psykosocial støtte er en vigtig del af Røde Kors’ arbejde. I Jamaica har det blandt andet handlet om at samle børn og voksne på sikre steder, få dem til at slappe af og hjælpe med at håndtere reaktionerne på de voldsomme oplevelser og tab, som orkanen bragte med sig.

Elsie fik økonomisk støtte fra Jamaica Røde Kors, så hun kunne reparere taget på sit hus og flytte hjem. Men hun fortsætter med at komme til skolen, når de frivillige laver aktiviteter.

For hende er det blevet et sted, hvor hun hører til og hygger sig.

Yulia og Dmytro fik støtte til fremtiden

Yulia og Dmytro deler både ægteseng, virksomhed – og så deler de også lever. For nogle år siden blev Dmytro nemlig ramt af en alvorlig leversygdom. Til sidst var han så dårlig, at Yulia donerede et stykke af sin lever for at redde hans liv.

Operationen lykkedes, men det var tydeligt, at Dmytro aldrig kunne vende tilbage til sit job i byggebranchen. Mens de stadig var indlagt på hospitalet, talte de om, hvad de skulle gøre, og hvordan de skulle tjene penge. Yulias indtægt som neglespecialist var ikke nok til hele familien.

”Vi har tre børn, så vi kan ikke bare gå i stå. Vi er nødt til at være stærke. Så da vi så en video på TikTok om at røge kød, tænkte vi: lad os prøve at gøre det til en forretning,” siger Yulia.

Gennem Ukrainsk Røde Kors støtter Røde Kors i Danmark etableringen af mindre virksomheder, så ukrainerne kan starte forfra – enten som flygtning eller af andre årsager. Parret søgte om økonomisk støtte hos den lokale afdeling af Ukrainsk Røde Kors. Herigennem fik de penge til at købe udstyr og starte deres virksomhed i en udbygning til deres hus. De tog et kursus og blev trænet i at røge kød, og så gik de ellers i gang med at eksperimentere med krydderier og smagsvarianter.

”Vi har haft alle vores venner og naboer til at hjælpe os med at smage. Pigerne får sandwich med til frokost, og deres venner kan virkelig godt lide kødet, så på den måde spredte rygtet sig hurtigt,” griner Yulia.

Virksomheden er kommet godt i gang. Parret sælger røget kød på det lokale marked to gange om ugen, men de er også meget aktive på sociale medier, så mange bestiller varerne direkte online. Denne vinter var det vanskeligt, fordi elektriciteten ofte blev afbrudt, men nu har de købt en generator, som giver mere stabilitet.

”Det allervigtigste er, at Dmytro stadig er i live, og at vi stadig er en familie. Og så betyder virksomheden, at vi er uafhængige og kan klare os selv,” siger Yulia.

Heidys sproglærer gav selvtillid

Heidy Tenesaca kom til Danmark fra Ecuador med sin partner og deres børn. Her startede hun fra bunden, uden arbejde, netværk eller kendskab til sproget.

”Når jeg for eksempel var til møder på mine børns skole og læreren talte dansk, måtte jeg efter mødet spørge læreren, om hun kunne sende mig informationerne på e-mail, så jeg kunne oversætte det,” forklarer Heidy, om nogle af hendes tidlige oplevelser i Danmark.

Heidy bruger Røde Kors’ online sprogtilbud, sprogland.dk, hvor man kan booke videosamtaler med frivillige for at øve sig i dansk. Gennem sprogland har Heidy opbygget selvtillid med sproget og endda fået en ven.

”Jeg fandt Annie, og det er min bedste ven nu. Jeg er så taknemmelig for Annie,” siger hun.

Annie er frivillig hos sprogland, hvor hende og Heidy har mødt hinanden, og nu øver de ’hverdagsdansk’ men taler også om børnebørn og helbred, udveksler livserfaringer og gode råd.

”I sprogskolen taler man med sine klassekammerater. Men når man taler med en frivillig fra sprogland, taler man med en dansker, så det er ægte samtaler om livet. Og det gør det muligt for mig at forstå mere, når nogen spørger mig om noget i supermarkedet eller ved busstationen, og det giver mig selvtillid,” forklarer Heidy.

I Ecuador arbejdede Heidy med kvalitetssikring i et byggefirma, men i Danmark drømmer hun om at blive bedre til dansk, så hun kan føle sig som en del af samfundet.

”Jeg presser mig selv til at lære sproget, fordi det er min drøm en dag at arbejde på et kontor og snakke dansk med mine kolleger. Det er mit mål, og jeg ved jeg kommer til at opnå det,” siger hun.

Hun håber på at blive så god til dansk, at hun kan føle sig som en integreret del af samfundet.

”Jeg vil gerne være del af jeres system. Jeg vil betale skat,” siger Heidy, mens hun griner.

”Mit største mål er at finde et godt job, hvor jeg kan demonstrere, hvad jeg ved, men også snakke med andre,” siger Heidy.