Hvem står bag bladet?

Børn og børnebørn kom, da det stod klart, at Anettes 93-årige mor, Birgit, ikke havde langt igen. De kom i dagtimerne, og var der så længe, de kunne. Anette boede tæt på og kunne være der mere. “Det blev min opgave at sikre, at mor havde min hånd eller en anden fra familien,” fortæller 78-årige Anette Bech. Den første nat blev hendes søster på hospitalet, så Anette kunne sove. Den næste nat vågede Anette selv over moren, selv om personalet opfordrede hende til at få noget søvn. “De var virkelig søde og plejede om hende, men de gik jo ind og ud af stuen. Og min mor skulle bare ikke dø uden en af sine kære omkring sig.” Men efter at have været ved sin mors side en hel nat, måtte Anette erkende, at hun ikke kunne holde sig vågen i det uendelige. Anettes veninde, der er frivillig i vågetjenesten, hjalp med at arrangere, at der kom vågere de følgende nætter. Anette fik sovet. Det gjorde, at hun kunne bruge dagene hos moren sammen med resten af familien. Ved sengekanten kom familien hinanden nærmere. “Vi delte sorgen, de varme følelser og de gode historier.”