mitrodekorsblad.dk

DRØMMEN ER NUL SELVMORD BLANDT UNGE

Category icon Få mere at vide

I Grønland er unges selvmord alt for hyppige. Frivillige som Lilian Aronsen fra Ungdommens Røde Kors i Grønland, Inua KRK, kæmper imod med oplysning og life skills. Det har hun gjort i ti år, for vi skal passe på hinanden, synes hun.

Journalist: Matias Christensen Privatfotos 10. september 2025

I hverdagen jonglerer Lilian studie, arbejde og frivillighed. Hun læser til tolk og oversætter på universitetet, men det er fællesskabet i Inua KRK, der for alvor har formet hende.

”Det at være frivillig er blevet en del af min personlighed. Det handler om at bidrage til noget større end sig selv,” siger hun.

Lilian har boet i byen Sisimiut lidt nord for Nuuk i over 11 år, men bliver ved med at komme tilbage til Nuuk, hvor hun i dag bor med sin kæreste.

"Jeg elsker Nuuk. Her er vi omgivet af fjelde og hav, som vi inuitter henter ro og styrke fra. Menneskene her har varme sjæle og rolig energi, som afspejler naturens stilhed. Samtidig er det et meget multikulturelt miljø med en travl hverdag i et stærkt fællesskab. Det er en by, hvor tradition og modernitet mødes."

Nuuk er omgivet af fjelde og hav, og her henter Lilian ro og styrke, samtidig med at hun nyder byens multikulturelle miljø.

Nuuk er omgivet af fjelde og hav, og her henter Lilian ro og styrke, samtidig med at hun nyder byens multikulturelle miljø.

KURSER MOD SELVMORD

Lilian underviser børn og unge i psykisk førstehjælp, Life Skills og Sprint. De rejser rundt i hele Grønland og holder kurser på skoler eller efter invitation fra kommunerne. Temaerne er tunge: Selvmord, ensomhed, sorg og hvordan man bedst støtter andre.

”Vi giver deltagerne et diplom, men vigtigst af alt, giver vi dem håb og værktøjer,” siger hun.

”En 12-13-årig pige delte engang sin historie med os. Det var første gang, hun fortalte om sin ven, der havde begået selvmord. Hun sagde bagefter: ‘Nu ved jeg, at jeg ikke er alene’. Det øjeblik minder mig om, hvorfor vi gør det her.”

Mange af de frivillige har selv oplevet, hvordan selvmord eller mistrivsel har sat sine spor i deres liv eller i deres omgangskreds.

”Når vi underviser, snakker vi ofte om hændelser, vi selv har oplevet. Det er stærke emner, men det gør en stor forskel for deltagerne,” siger Lilian.

AT PASSE PÅ SIG SELV OG ANDRE

Når man som Lilian arbejder med tunge emner som selvmord og psykisk mistrivsel, kræver det et stærkt bagland.

Hver måned deltager de frivillige i gruppesupervision med enten en psykolog eller psykoterapeut.

”Det er med til at styrke fællesskabet – vi hjælper hinanden og passer på os selv.”

Lilian drømmer om et Grønland, hvor ingen længere skal miste nogen til selvmord.

”En af mine største drømme er, at selvmord reduceres til nul, og at samfundet i Grønland bevæger sig i en positiv retning. Det er måske en umulig vision, men det er min drøm.”

Og hendes opfordring til unge, der overvejer frivilligt arbejde, er klar: ”Spring ud i det. Kom ud af din komfortzone og prøv noget nyt. Frivilligt arbejde handler ikke kun om at give – man får også virkelig meget tilbage. Man lærer nyt, får nye værktøjer og nye idéer. Det er det sejeste!”

Del historien

Del historien med venner og familie via mail eller sociale medier,og hjælp med at sprede Røde Kors’ budskaber