Rejsebrev fra Ukraine

En hilsen fra Kyiv, hvor vi netop har rundet treårsmarkeringen på krigen i Ukraine. Jeg har boet her i over 2,5 år og har delt ukrainernes sorger, frustrationer, smerte og – til tider – glæde i denne svære tid.

Da krigen eskalerede i februar 2022, sad jeg i København og var leder af Røde Kors’ enhed for Globale Partnerskaber. Ukrainekrigen var en så definerende begivenhed i vores del af verden, at da stillingen som landechef kom, kunne jeg umuligt sige nej.

Beslutningen blev mødt af en vis reservation, især fra nogle af mine nærmeste – blandt andet var min mor mildest talt ikke glad for, at jeg skulle rejse til en krigszone. Men jeg var fast besluttet, og i dag er det klart for mig, at jeg tog det rigtige skridt.

Turen til Bucha

Da jeg ankom i juli 2022, var det hamrende varmt i Kyiv. Folk var glade og positive, da man et par måneder tidligere havde slået russerne tilbage 10 km nord for byen og i det hele taget var på fremmarch over hele linjen.

Kyiv bar dog stort præg af de kampe, der var foregået. Der var udgangsforbud fra 22.00 til 06.00, der var militære checkpoints alle steder, og der lå anti-kampvognsblokeringer i de fleste vejkryds.

En af mine første ture var til Bucha, blot 10 km nord for centrum af Kyiv. Her så jeg de voldsomme ødelæggelser og hørte om de uhyrligheder, der blev begået mod beboerne. Det var en vigtig tur, der tydeligt viste, hvorfor Røde Kors skal være her. Det kan nogle gange glemmes i Kyiv, hvor der er liv i restauranterne og et bredt udvalg af ting, man kan give sig til.

Angreb på legeplads

Den positivitet, jeg så alle steder i Kyiv, da jeg først ankom, forsvandt brat den 10. oktober 2022. Et voldsomt missilangreb slog ned på en legeplads og i et lyskryds mindre end 500 meter fra min bolig.

Min lejlighed rystede, og i lang tid sad jeg på mit badeværelse for at være i sikkerhed. Mange, inklusive børn, blev dræbt. I de efterfølgende dage var byen i choktilstand, og alt var lukket.

Angrebet blev fulgt af flere angreb de følgende uger, og i månederne over julen var Kyiv for det meste af tiden uden lys, og stemningen i byen var dyster.

Efter et par år med daglige droneangreb er det blevet hverdag for ukrainerne i Kyiv, og deres luftforsvar er heldigvis også meget bedre. Nu er stemningen ikke nedtrykt, men folk er trætte, udmattede og også ret sure på os venner i Vesten.

De har nu fået dræbt eller såret flere hundredtusinder af deres mænd, kvinder og børn og skal samtidig høre på, at vi er blevet trætte af krigen og af, at det koster os at støtte dem.

Der bliver stadig evakueret flere hundrede ukrainere om ugen, fordi russerne rykker frem, men ukrainerne kæmper trodsigt videre. Flere og flere vil gerne have fred, også selvom det vil koste land, men de fleste mener dog stadig, de skal kæmpe videre.

Beslutningen er klar: Jeg bliver

Personligt er jeg utroligt imponeret over ukrainerne. Både dem der kæmper direkte, men så sandelig også mine kollegaer i Ukrainsk Røde Kors og mine lokale ukrainske kollegaer.

På trods af al den smerte og sorg de har oplevet med forældre, søskende, venner og bekendte, der enten er blevet slået ihjel eller såret, arbejder de utrætteligt for at hjælpe deres medmennesker.

Det er også klart for mig, at med eller uden en fredsaftale vil der være brug for Røde Kors’ hjælp i mange år frem. Vores psykosociale støttearbejde bliver vigtigere og vigtigere, og al vores arbejde inden for sundhed, rehabilitering, ungearbejde og jobskabelse vil blive essentielt for fremtidens Ukraine.

Jeg har foreløbig sagt ja til at blive i Ukraine frem til sommeren 2026. Selvom det kræver meget at være her, synes jeg stadig, at jeg har meget tilbage at give.