Rejsebrev: Syrien

Jeg sidder i en bil på grænsen mellem Libanon og Syrien. Nogen har forsøgt at fjerne den Assad-plakat, som er klistret på ruden ind til kontrolposten. Ansigtet er kradset væk. Paskontrollen gik relativt nemt, og nu venter jeg bare på, at den unge bevæbnede mand på den anden side af ruden nikker til mine papirer.

Jeg kører ind i Syrien fra Libanon, hvor jeg har været på arbejdstur den sidste uge. Egentlig skulle jeg først afsted i morgen, men vores sikkerhedsfolk har vurderet, at det er bedre at få mig afsted til Syrien med det samme. Røde Kors i Danmark samarbejder tæt med Syrisk Røde Halvmåne, og vi har kontor i hovedstaden Damaskus. Herfra støtter vi bl.a. arbejdet med sundhed og mentalt helbred.

Underernæret fra fødslen

Planen var egentlig at besøge en sundhedsklinik nogle timer nord for Damaskus, men der har været uroligheder i området, så turen bliver aflyst. I stedet tager jeg til en sundhedsklinik i en forstad til Damaskus. Det er et fattigt område, hvor mange har været fordrevet flere gange. Personalet fortæller, at de hver dag tilser børn, som er i fare for underernæring.

Jeg taler med en mor, som formentlig er yngre end mig selv, men ser langt ældre ud. Hun fortæller, at hendes otte måneder gamle datter har været underernæret siden fødslen, fordi hun selv var det, da hun fødte. Hun vil ikke have taget billeder, men hun står lyslevende i min erindring. Personalet sørger for, at hun får rigeligt med nærende peanutbarer med sig hjem.

Kronikere er udsatte

Klinikken hjælper også en større gruppe af patienter med kroniske sygdomme som diabetes eller hjerteproblemer. Det er et stort problem i Syrien, og for mange mennesker er problemerne blevet forværret af, at de har været drevet på flugt, ikke har råd til medicin eller ordentlig mad.

Issam på 65 år fortæller, at han udviklede diabetes, fordi han havde det så dårligt over situationen i Syrien og de mange frygtelige ting, som han og resten af befolkningen har oplevet. Han mønstrer et bredt tandsmil, da han fortæller om hjælpen fra klinikken, men det når aldrig rigtig hans øjne.

På vejen hjem kører vi gennem en forstad, som blev fuldstændigt smadret under borgerkrigen. Som et gråt og mareridtsagtigt månelandskab ligger bygninger i ruiner, og her er intet liv.

El rationeres og mad er dyrt

I selve Damaskus fungerer det meste, men lige nu har de fleste indbyggere elektricitet i én time tre gange om dagen. Mens vi kan grine lidt ad det, fordi der er varme på kontoret, så er situationen anderledes alvorlig for de mange mennesker, som lever i fattigdom rundt om i landet. Faktisk helt op imod 90 procent af befolkningen.

Økonomien er elendig, og folk står i lange køer for at hæve kontanter. Syriske pund er nærmest intet værd, så man skal bruge en ordentlig stak sedler for at betale for et enkelt måltid. På vej væk fra Damaskus kører jeg gennem et checkpoint, hvor en ganske ung mand uforvarende peger sit gevær direkte mod mig, mens han vinker bilen igennem.

Mens jeg kan ånde lettet op, så gælder det langt fra den syriske befolkning, som står over for endnu en hård tid, hvor de har massivt brug for hjælp udefra.