Rejsebrev: Jamaica

Fire dage efter orkanen sidder jeg i et fly mod Kingston, Jamaicas hovedstad. Jeg har fulgt stormen time for time på skærmen, set dens bane ændre sig, set vindstyrkerne vokse. Kroppen er i alarmberedskab. Jeg forsøger at bevare roen, men tankerne løber: Hvordan ser landet, jeg voksede op i, ud nu?

Da vi lander, rammer kontrasten mig med det samme. Solen skinner, trafikken glider, og byen summer af hverdagsliv. Til min overraskelse er Kingston næsten intakt. På caféerne taler folk dæmpet om stormen, om familiemedlemmer mod vest, som de endnu ikke har hørt fra. Alle kender nogen, der er blevet ramt.

Katastrofen ramte skævt

På hovedkontoret samles repræsentanter fra Jamaicansk Røde Kors, FN, militæret og internationale redningshold. Kort, satellitbilleder og rapporter breder sig over bordene. Stemningen er koncentreret. Udenfor står helikoptere og militærkøretøjer klar.

Kingston er sluppet næsten uskadt, men mod vest er landet næsten utilgængeligt. Veje er ødelagt, strøm og kommunikation væk. Hele områder kan ikke nås. Det står hurtigt klart, at katastrofen har ramt skævt, men voldsomt.

Værre end ventet

Dagen efter sidder jeg i en helikopter sammen med kolleger fra Røde Kors. Jeg har fløjet over katastrofer før, men denne gang ved ingen af os, hvad vi vil møde. Vi skal ikke flyve langt, før landskabet forandrer sig. Det grønne forsvinder. Træerne står brune og afpillede, som var de svedet af ild.

Fra luften ser jeg hvide pletter spredt ud over landskabet. Det går op for mig, at det er tage, revet af huse og kastet rundt som brikker i et kæmpe puslespil. Jo længere vestpå vi flyver, desto færre hele huse er der.

Et ferieområde, jeg ofte har besøgt med min familie, er ganske enkelt væk. Rester fra både, hoteller og andet der har befundet sig på kystlinjen, er at finde flere kilometer inde i landet. Det er i det øjeblik, det går op for mig, at denne katastrofe er langt større og mere voldsom, end jeg havde forestillet mig.

Generationers historie blæst væk

Da vi lander i Black River, er der en tung, næsten larmende tavshed. Byen, der engang var et historisk knudepunkt i Jamaica, er reduceret til murbrokker. Jeg går gennem gaderne og forsøger at orientere mig. Beboere bevæger sig langsomt rundt og sparker til det, der engang var deres liv: En dør, et skilt, rester af en butik. Chokket hænger i luften.

Black River er også personlig for mig og min familie. Mine tanker kredser om min mand, hvis livsværk er at restaurere og vedligeholde historiske bygninger. I årtier har han arbejdet for at bevare byens kirker, skoler og huse. Bygninger, der rummer generationers historie og identitet. Mens jeg står blandt murbrokkerne, tænker jeg på, hvordan jeg skal fortælle ham, at det, han har brændt for gennem et helt arbejdsliv, er blevet revet væk og spredt for vinden.

Min opgave er at se fremad. At planlægge, koordinere og handle, også når det menneskelige presser sig på. Jeg minder mig selv om, hvorfor jeg er her. Ikke for at sørge, men for at skabe tryghed. I Black River betyder det nye tage, adgang til hjælp og en langsom vej tilbage til hverdagen.

Balancen mellem det menneskelige og det professionelle bliver aldrig let. Men det er netop i spændingsfeltet mellem de to, at mit arbejde giver mening.

Røde Kors i Danmark har støttet hjælpearbejdet i Jamaica med 4,5 millioner kroner. Pengene er både gået til akut nødhjælp og til at sende 14 delegater samt logistisk udstyr.