mitrodekorsblad.dk

Rejsebrev: DR Congo

ET VOLDSOMT UDBRUD AF SYGDOMMEN EBOLA har startet et omfattende hjælpearbejde i DR Congo. Området er i forvejen vanskeligt at arbejde i på grund af konflikter, befolkningsvandring og et dårligt sundhedssystem.

Fortalt til Julie Bergstrand-Christensen 28. september 2026

Da jeg kom til det nordøstlige hjørne af DR Congo, var området tydeligt præget af ebola. Ved indgangene til offentlige bygninger stod der håndvaskestationer med kloropløsning, og besøgende fik målt temperatur. Mange steder hang plakater om ebola, og sundhedsmyndighederne og Røde Kors arbejdede aktivt med at oplyse befolkningen om smitteforebyggelse.

De mange små snedkerværksteder gjorde stort indtryk på mig. En stor del af dem havde omlagt deres normale produktion og fremstillede i stedet kister, både store og små. En meget konkret påmindelse om, hvor alvorligt udbruddet var, og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen. Men samtidig fortsatte hverdagen. Markederne var åbne, folk gik på arbejde, og børn gik i skole.

Styr på praktikken

Min opgave i DR Congo var at skabe de praktiske rammer, så de forskellige lokale og internationale Røde Kors teams kunne koncentrere sig om at bekæmpe ebolaudbruddet. Det er en særlig kapacitet, som vi fra dansk side stiller til rådighed for det internationale system. Vi etablerer bl.a. kontorer, indkvartering, strøm - og vandforsyning samt sørger for nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

I DR Congo begyndte min arbejdsdag typisk klokken 6 med ris og kylling til morgenmad, på de gode dage også en avocado. Derefter klarede jeg kontorarbejde, mens internetforbindelsen var bedst. Fra omkring klokken 8 var jeg ude i felten og besøge bygninger, der kunne lejes til kontorer eller indkvartering, lavede aftaler med lokale håndværkere og stod for indkøb af det nødvendige materiel og udstyr. Vi prøver altid at købe så meget som muligt lokalt, så vi støtter den lokale økonomi.

Frokosten bestod af kiks og Matador Mix, så længe lageret hjemmefra rakte. Som regel blev den 20, før jeg var tilbage på mit overnatningssted, hvor aftensmaden stod på ris eller kassava – en lokal rodfrugt - med kylling. Derefter blev dagens opgaver afrundet og næste dag planlagt.

De frivillige superhelte

I landsbyerne mødte jeg nogle af de lokale frivillige, som efter min mening er de virkelige superhelte i denne operation. De står blandt andet for at lave sikre og værdige begravelser af afdøde ebolapatienter. Det er ekstremt vigtigt, fordi ligene smitter, og de pårørende derfor risikerer at blive syge.

Det er fysisk ekstremt krævende at iføre sig en komplet sikkerhedsdragt og arbejde i over 30 graders varme med høj luftfugtighed. Samtidig er der smitterisiko og sikkerhedsmæssige udfordringer. Alligevel udfører de deres arbejde med stor professionalisme og respekt for de familier, de møder.

Uden de lokale frivillige ville det være langt vanskeligere at begrænse et ebolaudbrud, fordi de har størstedelen af befolkningens tillid og kender det lokalsamfund, de arbejder i. Det er den tillid, der gør det muligt at bryde smittekæder og samtidig behandle afdøde og deres familier med værdighed.

Det minder en om, at Røde Kors i virkeligheden handler om mennesker, der hjælper mennesker. Uanset om man kommer fra Danmark eller DR Congo, er det den fælles vilje til at hjælpe, der gør den største forskel.

MARK MÜNKEL

SUPPLY CHAIN OFFICER, UDSENDT TIL DR CONGO

Del historien

Del historien med venner og familie via mail eller sociale medier,og hjælp med at sprede Røde Kors’ budskaber