Rejsebrev: De Besatte Palæstinensiske Områder

For noget tid siden havde vi en dansk diplomat med på feltbesøg i den nordlige del af Vestbredden. Palæstinensisk Røde Halvmåne står for at køre ambulancer, så vi mødtes med nogle af ambulanceredderne.

Det viste sig, at blot få uger forinden var én af redderne blevet ramt af en kugle i hovedet, mens han var på vagt. Fuldstændig mirakuløst overlevede han uden mén, og mens såret stadig var ved at hele, var han tilbage i sin ambulance.

VOLD BLIVER HVERDAG

Jeg tænkte ’hold da op, jeg var seriøst stoppet, hvis jeg var dig!’. Men oplevelsen illustrerer på fineste vis noget om situationen. For det første, hvor usikkert og til tider farligt, det kan være her i området. For det andet, hvor dedikerede vores lokale kolleger er.

Både på Vestbredden, men særligt i Gaza,

er de udsat for ekstremt voldsomme ting. Alligevel står de op hver morgen og tager på arbejde for at hjælpe andre. Det kan stadig komme bag på mig, hvor meget mennesker egentlig kan klare.

KOLLEGER I LIVSFARE

For mit eget vedkommende er hverdagen ikke lige så voldsom. Jeg bor i en lejlighed i Jerusalem og pendler til Ramallah på Vestbredden. Her har Palæstinensisk Røde Halvmåne deres hovedkontor, og vi har vores danske landekontor. Vi støtter aktiviteter på Vestbredden og i Gaza – særligt psykosociale aktiviteter, men også elementer af mere akut nødhjælp.

Da jeg startede som landechef for tre år siden, kunne jeg frit rejse ind i Gaza, mødes med kollegerne og se aktiviteterne, men det ændrede sig brat, da konflikten blussede op 7. oktober 2023. Nu kan vi kun sende det allermest essentielle personale ind, fx kirurger til Røde Kors’ felthospital.

Men jeg taler med kolleger i Gaza hver uge, for der er jo stadig mange helt normale ting, som skal ordnes ift. hjælpearbejdet – eks. betaling af regninger eller HR-ting.

Det kan godt give nogle lidt mærkelige situationer. Eks. hvis vi har møde lige inden weekenden, ønsker ”god weekend” og lægger på. Og bagefter tænker jeg, at de bor i en krigszone, der bliver bombet, og de ved reelt set ikke, om de selv og deres børn er i live efter weekenden.

LANDSBYER ISOLERES

Selvom situationen på Vestbredden er fredeligere end i Gaza, så er der også meget, som har ændret sig. Der er meget mere kontrol. Turen fra min lejlighed til kontoret tager cirka 40 minutter i bil, men man skal igennem en række israelske checkpoints på vejen, så det kan tage enormt lang tid. Som Røde Kors-ansat bruger jeg diplomatkøen, men det kan resten af civilbefolkningen jo ikke. Nogle landsbyer bliver afskåret fra adgangen til større byer, hospitaler og skoler. Og militære operationer skaber store ødelæggelser eks. af huse, veje og vandforsyning.

Rent mentalt påvirker hele situationen folk enormt meget. Også vores lokale kolleger. Det er nærmest bizart, hvor deprimerende det er, at lidelserne bare fortsætter og fortsætter. Man kan godt få lyst til at blive liggende i sengen, men det gør folk ikke. Vores kolleger står op, de klarer sig igennem, og der er en enorm stolthed omkring at arbejde for Palæstinensisk Røde Halvmåne.