SUSANNE TAGER TIL BRÆNDPUNKTER, ANDRE FLYGTER FRA

Der hænger et kunstværk i Susannes hjem, der skiller sig ud. En stor plakat fra Glyptoteket, indrammet og med blomster på.

”Ja, det der, det skal bare væk,” siger hun affærdigende om det. Billedet i sig selv fejler ikke noget, og hun og hendes mand, Gert, har ikke planer om at gå på galleri og købe noget nyt til stuen. I stedet venter de utålmodigt på en renovering af stuen og et kunstværk af Ting-Bojesen - deres næstældste søn og svigerdatter.

Det er det eneste billede i huset, der er masseproduceret. Ellers glider beskuerens øjne over akvareller fra hendes svigermor, der forestiller mosen ved sommerhuset, collager, malerier og tegninger fra både den ene, anden og tredje søn. Et stort maleri af Susanne og hendes mand, Gert. Han med armen slænget om sin hustrus skulder, lænende op af den Triumph model TR6, som han fik i 50 års gave af Susanne. I Susannes ører hænger øreringe, som hendes barnebarn har lavet til hende.

Foruden kunstnere rummer 64-årige Susannes stamtræ læger. Det var også det, hun skulle bruge sin studentereksamen til, fortalte hun sin far, da hun lige var startet på gymnasiet.

”Men Sus, det skal du da ikke være. Det er du da ikke intelligent nok til,” startede hendes far, der selv var læge, inden han fortsatte sætningen: ”Du da skal være sygeplejerske. Du er jo så stærk og god.”

”Der var et par ord, han ikke skulle have sagt,” siger Susanne i dag. ”Der gik mange år før, jeg kunne høre betydningen af den anden del af sætningen. Nemlig, at han i mig så en af sine heltinder.”

Under 2. Verdenskrig havde hendes far arbejdet på Rigshospitalet, og under en af hans vagter havde en sygeplejerske vildledt nogle tyske soldater på jagt efter sårede frihedskæmpere, der havde søgt tilflugt på hospitalet. De var blevet så forvirrede, at de blot var vadet ud igen med sænkede våben.

”Vi hørte den fortælling så mange gange – og det, han fortalte mig dengang, var, at det var sådan, han så mig,” siger Susanne.

SEKS UGER PÅ FELTHOSPITAL

47 år senere sætter børnesygeplejersken Susanne sig ind i en armeret bus. Der ligger hjelme under sædet, og hun ifører sig først en skudsikker vest, derefter en vest med Den Internationale Røde Kors Komités logo.

Destinationen er Røde Kors’ felthospital i Gaza, hvor Susanne i seks uger skal arbejde som sygeplejerske. Hun sover i det såkaldte Yellow House, som de næste uger er det eneste sted ud over hospitalet, hun må opholde sig.

”Jeg har fået indrettet mit lille område på 1. sal bag sandsække. Jeg føler mig meget tryg i min lille hule. Det er lidt svært at sove: Det er varmt, og vi sover seks mennesker i samme rum, som også er et gennemgangsrum. Det bliver jeg nok vant til,” står der i Susannes dagbog fra hendes første dag i Gaza.

De næste seks uger fyldes dagbogen med historier om mødet med de små patienter, om nogle af de lokale kollegaer, der mister hele deres familie, og med frustrationer over lyden af droner, der konstant summer i luften. Da Susanne halvanden måned senere tager turen retur gennem et goldt landskab med murstensbjerge, har hun haft to fridage.

”Det er på mange måder et utroligt ukompliceret liv, når jeg er afsted. Konteksten er kompleks, selvfølgelig, men det er en enkel hverdag. Når jeg er afsted, skal jeg kun to ting: Passe mit job og passe på mig selv. Det er mine eneste formål, og alt andet er jeg fuldstændig fri af,” fortæller Susanne.

Det er en egoistisk ting at tage afsted, indrømmer hun. Det er for nogle andre menneskers skyld, men samtidig står en familie tilbage derhjemme, som pludselig har en mor, hustru, farmor, søster, i et af verdens brændpunkter. De kan godt synes, at det er svært:

”Inden jeg tog afsted til Gaza, gav min søster mig en guldkæde til at tage om halsen. Hun formanede mig om at komme hjem igen, for først der ville jeg få vedhænget, der passede til.”

MØDET MED VERDEN

”I spejderverdenen er holdningen, at alle har værdier og evner, der kan bruges. Hvis en er god til at spille bold, en anden til at løbe og en tredje til at kaste, har man pludselig et hold. Jeg tror på, at alle kan noget, som kan bidrage i en større kontekst,” fortæller Susanne, der har været spejder, siden en veninde tog hende med til et møde, da de var børn.

Længslen efter at rejse og at bruge sin faglighed til at hjælpe, har altid boet i Susanne. Men først kom der et barn, og dernæst et andet og et tredje. Dogmet om, at alle kan gøre en forskel, var gået videre til næste generation, og i slutningen af fyrrene besøgte Susanne sin nu voksne søn, der var draget til Sierra Leone for at hjælpe med at bygge et hospital op.

”Vi boede midt i junglen. Der sad jeg og spekulerede over, at jeg var halvvejs i livet. Jeg havde jo alt, jeg kunne drømme om. Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, som endnu ikke var blevet opfyldt i mit liv, var at komme ud i verden og arbejde som sygeplejerske. Og så måtte jeg jo se, om det kunne lade sig gøre.” Det gik hun så i gang med at forberede.

Otte år efter blev hun sendt til Sydsudan, hvor hun var i tre måneder.

”Jeg havde det fuldstændig, som da jeg var 18 år og tog en beslutning om, at jeg ville ud og være sygeplejerske i verden. Pludselig var det lykkedes mig som 55-årig. Der var blevet bygget bro,” siger Susanne.

Det samme er sket i rækkehuset i Søborg – minder fra hendes udsendelser blander sig med værkerne fra hendes familie. På en ledig firkant hænger et udskåret omrids af et cedertræ, der står blå glas fra Syrien i reolen, og om håndleddet hænger af og til et armbånd fra Gaza. Den fredsdue, som Susanne fik til at fuldende sin halskæde, da hun kom hjem fra Gaza, hviler på hendes kraveben ved siden den den firkløver, som hun fik i fødselsdagsgave af sin mand. Sådan blandes tingene sammen.

emram@rodekors.dk