Fatima gør sig umage for børn og unge

Traileren, der havde transporteret 16-årige Fatimas ejendele, havde knapt forladt hendes nye hjem i Silkeborg, før hun satte sig foran computeren.

Kort forinden havde hun sagt farvel til sit barndomshjem og sine forældre i Videbæk for at starte på Silkeborg Gymnasium, og selvom kalenderen var fyldt med både skole, fritidsjob og nye venskaber, besluttede Fatima, at hun skulle have et frivilligt arbejde. Hun kedede sig.

Men selvom hjemmesider blev trawlet igennem, venner og deres forældre blev spurgt, om de mon kendte til noget – og en enkelt ansøgning til den lokale Røde Kors-afdeling blev sendt afsted – var der ikke bid. I hvert fald ikke før der en dag var besøg på skolen: Ungdommens Røde Kors (URK) var mødt op, og de ville gerne starte en lokalafdeling i Silkeborg.

En uge senere sad Fatima, nu forperson for URK Silkeborg, til møde med formanden for Røde Kors Silkeborg. Han spurgte nysgerrigt ind: Hvilke aktiviteter planlagde de? Hvad var Fatimas mandat og beføjelser? Hvordan var de organiserede i forhold til sekretariatet?

”Jeg var helt rundt på gulvet bagefter,” mindes Fatima og fortsætter: ”Men han gjorde mig virkelig en kæmpe tjeneste. For da jeg kom hjem, tænkte jeg: Okay, Fatima, nu har du en beslutning at træffe. Enten siger du, at det var det, nu har du set, hvad det er for noget. Eller også sætter du dig ned og finder ud af alle svarene.”

Fatima åbnede sin computer igen og gik i gang.

Gør sig umage for børn og unge

Næsten fire år senere står Fatima foran indgangen til Ungdommens Røde Kors’ hovedkontor på Hejrevej i Københavns Nordvest-kvarter. ”Hej Fatima!” lyder det over cykelstativerne en tirsdag morgen, og hun vinker retur til den ansatte, der er på vej mod de automatiske skydedøre.

Ungdommens Røde Kors har godt 65 medarbejdere og understøtter 20 lokalafdelinger og 300 aktiviteter. Fatima har som landsforperson personaleansvar for URK’s direktør og repræsenterer de 3500 URK-frivillige.

”Jeg bruger en del tid på det. Men jeg synes også, at det er det hele værd, for det er virkelig stort, og jeg er virkelig stolt af at repræsentere de frivillige og deres arbejde. Hver dag laver de så fede aktiviteter for børn og unge i svære livssituationer,” siger Fatima.

De frivillige i URK er bl.a. til stede på hospitaler og psykiatriske afdelinger med hospitalscaféer, de laver aktiviteter med børn og unge, som er anbragte, de er studiestøtter for indsatte og løsladte, og skaber trygge fællesskaber på asylcentre – og så har de også aktiviteter i Grønland, Afrika, Mellemøsten, Østeuropa og Asien.

”De ting, vi laver, har jo betydning for de børn og unge, der møder op til vores aktiviteter. Så at være landsforperson er en opgave, jeg gør mig utroligt umage med – for jeg synes, at det, vi gør i URK, er vigtigt.”

Så Fatima læser mange siders bestyrelsesmateriale på kollegieværelset – og hun gør det grundigt. Hun deltager i møder, taler med frivillige, besøger aktiviteter og stiller uendeligt mange spørgsmål. Hun stiller op til interviews, rejser til Ukraine og Solferino med Ungdommens Røde Kors, byder velkommen til arrangementer og deltager i paneldebatter, hun er med i Røde Kors’ hovedbestyrelse og i Udenrigsministeriets Partnerskab for Global Udvikling.

”Det er jo lidt en anden arena at gå ind i, og selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg skulle på talerstolen med Mette Frederiksen på Folkemødet. Men jeg stod der jo, fordi jeg repræsenterer noget, der er vigtigt. Vi har aktiviteter for 10.000 børn og unge hvert år drevet af tusindvis af frivillige, og det er dem, jeg har i ryggen, når jeg går på scenen. Det er jo megavigtigt, at deres perspektiver bliver hørt.”

Fatima, der blev student i 2025, kalder da også sit første år som forperson for en stejl læringskurve.

”Men hvis ikke man laver fejl, så betyder det bare, at man ikke laver noget. Det, der er vigtigt, er, at jeg lærer af fejlene og fortsætter med at gøre mig umage og udfordre mig selv.”

Hun nåede at bo i Silkeborg i tre år og blive medlem af URK’s landsstyrelse, inden hun flyttede til København i sommeren 2025. Da hun kort efter besluttede sig for at stille op som landsforperson, kom det ikke bag på hverken hendes familier eller hendes venner. Tværtimod konstaterede de, at hun nærmest ikke havde snakket om andet end URK i tre år.

”Mine venner siger også, at jeg godt kan lide, at der er gang i den,” griner Fatima. ”Men nogle gange kan jeg egentlig godt selv blive lidt overrasket over, hvor meget der er sket på så kort tid.”

Alle kan være noget for nogen

Fatimas historier er næsten kun lige blevet indledt, før begejstringen over frivillige, hun har talt med, unge, som har fortalt om deres oplevelser eller fagpersoner, der understreger vigtigheden af URK’s aktiviteter og frivillige, tager over.

”Da jeg lige var startet i URK, så syntes jeg, at det var så svært at forklare betydningen for nogen, der ikke var en del af det. Jeg havde det sådan: Du forstår jo ikke, hvor vigtigt det er, og hvor stor en forskel det gør,” fortæller Fatima, som i flæng kan referere oplevelser med Spilopperne, en børneklub på krisecenteret i Silkeborg, beretninger fra børn på ferielejren Påruplejren, hvor Fatima selv er frivillig, og historier fra personale, der fortalte om betydningen af hospitalscaféen Solsikken.

Nu går størstedelen af hendes tid med at arbejde for de børn og unge, som historierne handler om.

Hendes venner må da også nogle gange sige til hende, at nu skal de altså lige snakke om noget andet end URK. Men der er også forståelse for – og opbakning til - at hun bruger mere tid end de fleste af sine jævnaldrende på frivilligt arbejde. Det er heldigt for Fatima, der ikke kan lade være med at investere sig.

”De små historier, jeg møder gør sindssygt stort indtryk på mig. Det viser jo, hvor meget, det betyder. Nogle gange har man brug for en frivillig, der bare er sammen med en og snakker om kærestesorger eller ens irriterende storesøster. Det kan skabe håb i en håbløs situation – og jeg tror, at håbet leder til handling.”