EN RØDE KORS-VETERAN VENDER HJEM TIL BASEN

På det væghængte verdenskort på katastrofedelegaten Peder Damms kontor står knappenålene i Mellemøsten og Asien nogle steder så tæt, at det ikke altid er til at se, om de sidder i det ene eller andet land. Han har arbejdet i dem alle – og hver gang har ambitionen været, at det skulle gøre en forskel, at lige netop han var der.

Nu er Peder vendt tilbage til Danmark – og denne gang er det for at blive.

DEN FØRSTE UDSENDELSE

Peder boede som udsendt for Forsvaret med sin familie i Oslo, da han kom på et delegat-kursus i Røde Kors. Kort efter sagde forsvaret ja til at udlåne ham - han skulle til Sri Lanka med Røde Kors, hvor borgerkrigen var brudt ud otte år tidligere. Han var i starten af sine 30’ere.

”Jeg mødte ham, som jeg skulle afsted med, i lufthavnen kort tid efter, vi blev kaldt ind. Jeg var fra artilleriet, han var fra luftvåbnet. Ironisk nok var vi blevet sendt afsted for at lave en flådekonvoj,” lyder det fra Peder Damm, der nu er 66 år.

Foruden et møde med en konflikt, der stadig i dag står som den mest brutale, Peder har oplevet, blev udsendelsen til Sri Lanka også starten på et liv, hvor adskillelse var et vilkår.

Han sendte breve hjem til sin familie – især til sin kone og til hver af sine to børn. Men det var ikke alt, han fortalte sin familie om. Han havde nogle voldsomme oplevelser, og han fandt ud af, at nogle af historierne er bedre at gemme, til man er samlet igen. Et enkelt brev fra Sri Lanka var på 36 sider, og er i dag puttet i plastikchartekker i en ringmappe med andre breve, der gennem tiden er sendt over verdenshavene.

Hans to børn mærkede også adskillelsen, og irettesættelser blev ikke altid lige vel modtaget – ”har

du spurgt mor om det?” dobbelttjekkede hans datter

af og til, når han havde været længe væk. Da hans søns klasselærer engang spurgte sønnen, hvor far var henne, lød svaret ”det ved jeg ikke.”

”Det er klart, at sådan et arbejdsliv slider på dem derhjemme. Jeg har ikke været mange steder, hvor man kunne have familien med, så derhjemme var der til familiefester altid en ledig stol ved siden af min kone. Det var jo ikke det, hun havde skrevet under på.”

FRIE TØJLER TIL FORANDRING

Alligevel vendte Peder igen og igen tilbage til felten med udsendelser til naturkatastrofer og konflikter i bl.a. Kina, Iran, Bangladesh, Albanien, Afghanistan og Ukraine. Han har altid været nysgerrig på, hvad der dukker op, hvis man tager et skridt længere ud i verden. Samtidig tager han afsted med en fornemmelse af, at det gør en forskel, at han er der.

Peder har mødt samfund helt i knæ af klimaforandringer – han har mødt civile, der lider under andres konflikter og mennesker, der igen og igen genopbygger deres boliger der, hvor de er i størst fare, fordi de ikke har muligheder for at flytte sig.

”Det er altid nemt at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Det er en helt anden sag at finde ud af, hvordan man gør det rigtige på den rigtige måde,” understreger Peder. Han har lært, at de mest holdbare løsninger skabes sammen med de lokale.

Et par gange har han måttet erkende, at det ikke er lykkedes. Det erfarede han på en af sine tidlige opgaver, hvor turen gik til Afghanistan:

”Når jeg vender hjem fra en udsendelse, evaluerer jeg altid med mig selv: Gjorde det en forskel, at jeg var der? Det havde det ikke gjort her. Måske var det derfor, jeg sagde ja til at tage af sted endnu en gang.”

ET PERMANENT AFTRYK

I julen 2004 bliver Peder Damm sendt til Indonesien, hvor der den 26. december havde været en voldsom tsunami. Alene i Indonesien døde mere end 120.000 mennesker, hvor mange ikke kendte tegnene på en tsunami og var løbet ned til stranden, da vandet havde trukket sig tilbage.

”Ødelæggelserne var umulige at fatte - hele kystlinjer var udslettet, og mange havde mistede alt. Det var en helt anden skala, end vi nogensinde set før,” fortæller Peder over 20 år senere. Nødhjælpsindsatsen efterfølgende blev en af de største i Røde Kors’ historie.

”Jeg vil hellere tælle overlevende end døde. Røde Kors er der for dem, hvis overlevelse afhænger af os,” siger Peder. Det blev afsættet for arbejdet.

Fem år senere rejste den sidste delegat og Peder hjem fra Indonesien. Programmet var afsluttet. Røde Kors havde deltaget i genopbygningen, bidraget til bedre varslingssystemer og undervist i, hvordan man skal reagere, hvis der kommer tegn på en tsunami.

”De har opbygget erfaringen og strukturen til selv at drive arbejdet. Det er dér, vi er lykkedes med vores opgave – når de lande og mennesker, vi før har hjulpet, kan selv.”

STYR PÅ VERDENSSITUATIONEN

Det har længe været en prioritet i Røde Kors at uddanne nye delegater – Peder har selv undervist flere end 750 af dem gennem de sidste mange år.

”Det, jeg har lært, skal sendes videre i systemet. Det har taget tid, men behovet for mig er ikke længere det samme - og det er godt."

Peder kalder sin pensionsdato for sin ’bedst før’-dato - den er fastlagt til den 31. december 2025. Varde, der siden hans 20’ere og gennem de sidste mange udsendelser, har været hans base, er nu også hans hjem.

Det er her, han har sine gamle soldaterkammerater fra Varde Kaserne, som han med dages varsel kan forlade i et år – og bare fortsætte samtalen fra sidst med, når de ses igen. For seks år siden fejrede han sin 60-års fødselsdag på baren Big Ben på torvet i Varde med dem.

Men han lægger ikke helt støvlerne på hylden. På samme bar mødes de nemlig af og til og ordner verdenssituationen – det tager en halv times tid, fortæller Peder. Og det bliver nok lidt oftere næste år.