Sammen til det sidste
Anettes mor skulle ikke herfra uden at holde en kær i hånden. Det lykkedes med vågernes hjælp.

Børn og børnebørn kom, da det stod klart, at Anettes 93-årige mor, Birgit, ikke havde langt igen. De kom i dagtimerne, og var der så længe, de kunne. Anette boede tæt på og kunne være der mere.
“Det blev min opgave at sikre, at mor havde min hånd eller en anden fra familien,” fortæller 78-årige Anette Bech.
Den første nat blev hendes søster på hospitalet, så Anette kunne sove. Den næste nat vågede Anette selv over moren, selv om personalet opfordrede hende til at få noget søvn.
“De var virkelig søde og plejede om hende, men de gik jo ind og ud af stuen. Og min mor skulle bare ikke dø uden en af sine kære omkring sig.”
Men efter at have været ved sin mors side en hel nat, måtte Anette erkende, at hun ikke kunne holde sig vågen i det uendelige.
Anettes veninde, der er frivillig i vågetjenesten, hjalp med at arrangere, at der kom vågere de følgende nætter.
Anette fik sovet. Det gjorde, at hun kunne bruge dagene hos moren sammen med resten af familien. Ved sengekanten kom familien hinanden nærmere.
“Vi delte sorgen, de varme følelser og de gode historier.”
Et liv med alvor og humor
Birgit var mor til fem, som ung samarit i Røde Kors og uddannet sygehjælper. Den sundhedsfaglige baggrund gjorde, at hun kendte til forholdene omkring en døende.
“Mor havde altid sagt, at hun ikke gad have sådan en kødrand stående, når hun lå på sit sidste og ikke kunne svare igen.”
Men familien var der alligevel og troede, Birgit var i koma, da hun pludselig rømmede sig.
“Det var som om, hun havde hørt det hele! Heldigvis var det kærligt, men hun markerede lige alligevel. Det var meget hende. Hun havde den skønneste sans for humor og en veludviklet selvironi,” mindes Anette.
”Jeg var så tryg ved vågerne, der kom om natten, mens jeg sov i en seng ved siden af.”
I den sidste uge, hvor Birgit var meget syg, havde hun sagt til sin datter, at hun ikke skulle ønske sig at blive 93 år. Anette havde sagt, at det havde hun ikke noget ønske om efter oplevelserne med morens sygdomsforløb.
“Men det bliver du nok alligevel. Vi to har altid været bestemt til at blive meget gamle,” havde moren svaret.
“Nå mor, hvordan kan du vide det?” spurgte Anette.
“Jo, for er der ikke noget om, at Vorherre tager de bedste først?” lød det kække svar. Og så havde de et af deres fælles latteranfald.

FOTO CAMILLA HANSEN
Vågeren gav ro
Selv om Birgit kunne lave vittigheder og havde kampgejst, var hun nået til livets ende, hvor det blev altoverskyggende for Anette at have hendes hånd, når det var tid.
“Jeg var så tryg ved vågerne, der kom om natten, mens jeg sov i en seng ved siden af. De var kompetente, nærværende og forstående, og vi havde en aftale om, at de skulle vække mig, hvis mor fik det værre. Det var vigtigt for mig, at mor holdt en af sine kære i hånden til sidst.”
Vågerne nåede at være der to nætter, inden Birgit gik bort en formiddag med familien omkring sig.
“At vågerne kunne tage over om natten, kom til at betyde alt. De holdt øje med, om mor fik smerter og sikrede, at den hånd, der skulle være der, ville være der.”
Anette er heller ikke i tvivl om, at vågernes hjælp havde stor betydning for tiden efter Birgits død.
“Vi er helt i ro med de sidste døgn af mors liv. Der er ikke noget, der gnaver. Personalet, vågerne og vi selv gjorde det, der skulle gøres. Til sammen betød det, at mor fik en afslutning, som var præget af ro, værdighed og kærlighed, og det kan jeg takke vågerne for,” siger Anette og fortsætter:
“Den ro, det giver, kan ikke undervurderes. Vi gjorde det så godt, vi kunne, men det var vågerne, der sikrede, at vi kunne være der, som vi ønskede.”
FAKTA
Der er 1.585 vågere i Røde Kors. De vågede over 1.715 døende i 2023. Det er godt 200 flere end i 2022. Vågerne sad i hjem, på sygehuse, plejehjem og bosteder. Behovet for vågerne stiger, når vi bliver flere ældre. Vores ambition er at tilbyde vågetjeneste i hele landet.
Del historien
Del historien med venner og familie via mail eller sociale medier,og hjælp med at sprede Røde Kors’ budskaber