mitrodekorsblad.dk

Røde Kors 150 år

Category icon Få mere at vide

Til næste år er det 150 år siden det allerførste danske Røde Kors blev oprettet. Det skal fejres over hele landet med fest og mad, musik og debat. Fremtidens frivillige er på dagsordenen, og vi råber hurra for alle, der gik i forvejen og alle, der løfter i dag.

Tekst: Rie Dunn Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling: Odense Stadsarkiv 17. december 2025

Røde Kors inviterer til jubilæumsfest. Alle der har lyst til at fejre vores 150-års fødselsdag til næste år byder vi velkommen til talks, mad, musik og fællesskab.

Fejringen foregår fra april til september og ruller gennem hele landet med fem store events og en afsluttende konference i København om fremtidens frivillige.

Indimellem kommer alle de lokale fester og fejringer i byen, i butikken, på torvet, hos samarbejdspartnere og alle steder, hvor der er lyst og mod på at fejre 150 år med frivillighed og medmenneskelighed. 

Behovet for hjælp bliver ikke mindre, men hvad bliver frivilliges opgaver fremover, og hvad klarer de professionelle, maskinerne, beredskabet, robotterne? Røde Kors lægger op til debat og sørger samtidig for fest og fejring af alle fantastiske frivillige, som gør et kæmpe arbejde i dag.

Frivillige planlægningsgrupper har siden foråret arbejdet på programmerne for de fem store fejringer, og på landskontoret er forarbejdet til alt det, der skal understøtte festerne, ved at være på plads. 240 røde bænke med QR-kode til en podcastserie om fantastiske Røde Kors-frivillige er bare ét element. Jubilæet har fået sit eget jubilæumsmærke, som gerne skal blive kendt af alle danskere i løbet af næste år. Mærket kan bruges af partnere og støtter, som siger tillykke til Røde Kors, og det skal selvfølgelig bruges alle de steder, vi selv har lyst til at flage med vores flotte jubilæum.

En jubilæumsudstilling giver indblik i den utrolige historie om en af Danmarks største frivillige organisationer, der fra at være et uniformeret korps af barske mænd blev en bevægelse for medmenneskelighed.

Fremtidens frivillige

Fremtidens frivillige Røde Kors er en del af hverdagen i Danmark. Det har vi været i 150 år. I år fejrer vi alle de frivillige kræfter, der har løftet og udviklet Røde Kors i Danmark siden 1876. Fra kongelige og købmænd til frivillige nørklere og førstehjælpere. Viljen til at hjælpe andre og vise medmenneskelighed i hverdagen er i dag lyslevende og mere aktuel end nogensinde. Vi hjælper, hvor der er behov, og vi samarbejder med myndighederne om at løse opgaver i akutte kriser og andre situationer, hvor frivillighed styrker velfærden. Vi bekæmper handler isolation og mistrivsel med fællesskaber, psykosocial støtte og nærhed, og vi samler civilsamfundet bag ideer, som skal virkeliggøres af flere i samarbejde. Frivilliges vilje til at handle, når nogen har brug for hjælp, er styrken i nutidens og fremtidens Røde Kors. Med menneskelighed og frivillighed binder Røde Kors sammen i hele verden. I 2026 fejrer vi 150 års medmenneskelighed og sætter kursen for fremtidens frivillighed.

Røde Kors optog foran redningskorpset Zonen i Aarhus 1938. Bemærk det kæmpestore røde kors på vognen og hestenes seletøj. Foto: Aarhus Arkivet.

Røde Kors optog foran redningskorpset Zonen i Aarhus 1938. Bemærk det kæmpestore røde kors på vognen og hestenes seletøj. Foto: Aarhus Arkivet.

Vi startede i uniform

De alvorlige herrer, der stiftede det allerførste Røde Kors i Danmark, ville næppe tro deres egne øjne, hvis de kunne se, hvad Røde Kors favner og formår i dag.

De ville nok løfte både skæg og øjenbryn, når de så den mangfoldige hjælp til unge og gamle til ensomme og sårbare, hjælp til lektier og hjælp til livet og til at få mod på det igen eller i det hele taget.

Dengang handlede det mest om hjælp til syge og sårede soldater og soldaters enker. Det handlede om mænd med farlige hverv – som kvinder slet ikke havde adgang til – og om den ekstra hjælp de kunne have brug for, når de satte liv og lemmer på spil for andre.

I dag er vi en bred frivillig organisation der bygger på medmenneskelighed og på ideen om at hjælpe andre, hvor der er brug for det. Vi er født af internationale konflikter og er vokset med opgaverne her i landet til en bevægelse for medmenneskelighed og fællesskaber.

Kampagneplakat fra tiden efter Første Verdenskrig, som slet og ret opfordrer til at melde sig som Røde Kors-frivillig for at hjælpe sårede og krigsofre. Musée International de la Croix Rouge et la Croissant Rouge, Geneve.

Kampagneplakat fra tiden efter Første Verdenskrig, som slet og ret opfordrer til at melde sig som Røde Kors-frivillig for at hjælpe sårede og krigsofre. Musée International de la Croix Rouge et la Croissant Rouge, Geneve.

Jubilæum for fremtiden

Jubilæet i 2026 skal vi bruge til at sætte dagsordenen for, hvordan frivillige fremover kan være med til at sikre velfærd og medmenneskelighed.

Det gør vi med fem store debatter i fem byer landet over om, hvordan frivillighed kan gøre en forskel de kommende år. Hvad kan frivillige gøre i beredskabet, i sundhedssektoren i omsorgssektoren, i byen, i den grønne omstilling, på plejehjemmet og mange andre steder?

Debatterne kommer til at foregå samme dag og samme sted som de fem store fødselsdagsfejringer med mad og musik og aktiviteter, nye røde bænke og mobil jubilæumsudstilling. Generalsekretær Anders Ladekarl og præsident Jette Runchel deltager på alle debatmøder.

 

Hold fest lokalt

Hvordan jubilæet skal fejres lokalt, er der mange bud på. Det hele kommer til at hænge sammen når vi bruger det samme jubilæumsmærke, de røde bænke, jubilæumsudstillingen, flag, bannere og jubilæumsplakat foruden podcastserien alle de steder hvor det kan give mening. Landskontoret stiller brikkerne til rådighed og de kan samles på mange måder. Fx kan bannere og bænke danne rammen om en fejring foran butikken eller i fællesskabshuset, hvor man kan vise den mobile udstilling og byde på jubilæumskage.

Eller hvad med at invitere til debat med socialudvalget på baggrund af fortællingerne fra vågerne og besøgsvennerne i podcastserien Helt frivilligt?

Det er også en mulighed at pynte butikken med jubilæumsbannere og flag og stille bænke op og servere kaffe, mens kunderne sidder og lytter til podcastserien.

Mulighederne er mange og herunder er en liste over hvad der er til rådighed for jubilæumsfejringen.

Få mere at vide på mitrodekors.dk - og meld dig til at være med til at holde årets fest.

Røde Kors hjælper frigivne københavnske betjente hjem fra internering i Frøslevlejren 6. maj 1945. Her en pause på køreturen fra Jylland i Flakhaven i Odense. Foto: Odense Stadsarkiv

Røde Kors hjælper frigivne københavnske betjente hjem fra internering i Frøslevlejren 6. maj 1945. Her en pause på køreturen fra Jylland i Flakhaven i Odense. Foto: Odense Stadsarkiv

Vær med til at holde årets bedste Røde Kors fester i Aalborg, Herning, Odense og Roskilde.

Se hvordan du deltager her.

Del historien

Del historien med venner og familie via mail eller sociale medier,og hjælp med at sprede Røde Kors’ budskaber