Kunsten at finde den næste

Margrethe Jensen har fart på, mens vi taler. Det har hun altid, og derfor er det bedst at tale sammen, mens hun kører bil.

”Jeg er et foreningsmenneske,” slår hun fast om sit kæmpestore engagement, der går tydeligt igennem bilstøj, bluetooth og tværs over landet. Hun har lige rundet de 70 og er den nye generation i Røde Kors i Ribe, hvor formand Poul Madsen er begyndt at synes, at der gerne må komme nye kræfter til. Derfor er han rigtig glad for Margrethe, der er kommet ind i bestyrelsen med ny energi.

VÅGER MED ENERGI

”Jeg har været våger siden under corona. Jeg er uddannet i plejen, hvor jeg har arbejdet i 20 år, blandt andet som gruppeleder, og da jeg hørte, at der manglede vågere, meldte jeg mig. Jeg gik ind ad døren til en samtale om at blive våger, og jeg gik ud som aktivitetsleder for vågerne,” fortæller Margrethe, der tidligere i år blev valgt som næstformand i Røde Kors i Ribe.

DIREKTØR FOR DET HELE

Formand Poul, der har haft kasketten på, siden han stoppede som lærer efter den store lærerlockout i 2018, regner med at pensionere sig som formand om et år eller to, siger han:

”Nu nærmer jeg mig jo de 80, og så heldigvis sker der det, at Margrethe kommer ind som aktivitetsleder for vågerne og bliver valgt som næstformand. Margrethe er noget yngre og kan træde ind. Jeg tror, det kører på skinner.”

”Jeg er stadig formand for det hele - jeg er CEO i en virksomhed med omkring to mio. kr. i årlig omsætning og 121 ’medarbejdere’, som er her frivilligt. Tidligere har jeg ikke været så god til at fordele ansvaret, som jeg gerne ville. Jeg har det jo bedst, hvis jeg selv ved det meste og har styr på det – men nu glider det, og Margrethe overtager meget,” siger Poul.

GULD OG DIAMANTER EFTER 65

Både Poul og Margrethe er eksempler på en tendens, der ses i hele Danmark: Flere og flere bliver frivillige, når de er oppe i årene. Siden 2020 er andelen af befolkningen, som arbejder frivilligt, steget markant fra 36 % til 40 %.

Det fremgår af en helt ny frivillighedsundersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

”De +65-årige er i dag den aldersgruppe, hvor der er flest frivillige… det er ældre, der er friske, rørige, aktive, reflekterede og vil en masse med deres liv. De er det omvendte af en ældrebyrde. De er en ældreressource,” forklarer analysechef i VIVE, Helle Hygum Espersen i et interview med mediet Zetland.

Marie Louise Gotholdt er chef for Røde Kors’ arbejde i Danmark, og hun er helt enig:

”Vores guld er dem på 65 og opefter. De er en kæmpe ressource, og de løfter langt den største del af vores sociale arbejde. De er det ægte guld og diamanter, for de har både tid, kompetencer og erfaring.”

Hun genkender VIVE’s dokumentation for, at netop det sociale arbejde tiltrækker mange ældre frivillige.

”Mange frivillige kommer til os, når de begynder at lægge mindre energi på arbejdsmarkedet eller bare får mere tid, fordi børnene er flyttet hjemmefra. Og de løfter virkelig meget. Men i den sidste del af livet kan man godt få behov for, at der er mere ro på. Og i den situation er det godt at have en makker med sig i det frivillige arbejde, så man måske er to, der deler en tung tillidspost,” siger Marie-Louise Gotholdt.

Hun anbefaler, at man i god tid får tænkt over at fordele opgaverne, så fx bestyrelsesarbejdet ikke ender med at blive en stor byrde for enkeltpersoner – måske endda dem, der er ældst.

”Det kan godt blive meget sårbart for afdelingen, hvis man som formand fx sidder med alle opgaver og beslutninger og med al viden samlet hos sig selv. Det er jo en byrde, som kan blive meget tung at bære,” siger hun.

DEL OPGAVERNE OG BEVAR VIDEN

Noget andet er, at vigtig viden kan risikere at gå tabt, hvis få eller en enkelt person har siddet med meget erfaring og viden, som ikke er delt med andre, inden vedkommende træder tilbage. Derfor er det klogt at dele opgaver og inddrage flere i arbejdet især i bestyrelserne, men også i ledelsen af de enkelte aktiviteter, så man sikrer, at viden bliver givet videre.

Da Margrethe overtog vågeaktiviteten i Ribe, var der også brug for ny energi og nye måder at arbejde på for at kunne matche samarbejdet med kommunens institutioner.

”Tidligere var det sådan, at plejehjem og plejecentre skulle ringe direkte til den enkelte våger og selv finde én, der kunne komme. Men jeg ved jo fra mit arbejdsliv, at det har man bare ikke tid til, hvis man skal sidde og ringe til tre eller fire, før man finder én der kan. Så nu ringer de ét sted, og så sørger vi for at finde dem, der kan, og for at give besked direkte til dem, der har brug for en eller flere vågere,” fortæller Margrethe.

AFTALER PÅ SKRIFT

Hun fortæller også med et glimt i øjet, at hun har skullet acceptere, at det kan være ok at melde pas, hvis ingen af de frivillige vågere kan stille op.

”Den slags gik jo ikke, når jeg sad og lavede vagtplaner på mit arbejde, så det har jeg lige skullet vænne mig til,” siger hun.

Et andet er eksempel handler også om samarbejdet med de kommunale institutioner. Margrethe har sørget for, at der nu ligger samarbejdsaftaler på skrift, så alle centre og plejehjem er klar over, hvad de kan forvente af vågerne fra Røde Kors, og at alle frivillige kender vilkårene, når de kommer ud. Og så er hun ved at sætte sig godt og grundigt ind i bestyrelsesarbejdet for at hjælpe til med det.

TRÆD VARSOMT

Generelt anbefaler Marie-Louise Gotholdt, at man arbejder med teamledelse, hvor man er flere om den samme post, så fx formand og næstformand arbejder tæt sammen eller aktivitetslederposten er fordelt på flere. På den måde kommer nye mennesker løbende ind i arbejdet og tager over dér, hvor kræfterne bliver mindre hos andre.

Poul Madsen kan ikke lide at tale om generationsskifte på tillidsposterne, og det synes han heller ikke, at man skal gøre: ”En klog mand skrev engang, at ’ord bliver, hvad de siger’. Måske var det Løgstrup, og jeg ved ikke om nogen læser K.E. Løgstrup (dansk teolog og filosof, red.) mere.

Men meningen er, at det skal slet ikke siges. Det kan blive nævnt uformelt. Man skal ikke begynde at diskutere det – for så bliver det til et ’skal’. Og folk føler, at de skal stoppe. Generelt går der ikke lang tid, når man begynder at tale om en efterfølger, før man er nødt til at finde en,” siger han.

Og det er ikke meningen, for frivillige er som bekendt ’guld og diamanter’. Og derfor er det snarere et blik og en rettidig omhu, der skal gøre, at man i tide husker på, at der altid skal være nogen at spille bolden videre til.