JAKOB FIK SAMUEL PÅ RET KURS

FØRSTE MØDE – Vestre Fængsel, to måneder efter anholdelsen

Døre smækker. Fængselsbetjente råber cellenumre – ikke navne. Nøgler rasler; låsen siger klonk.

Jakob lægger nøgler og bælte i bakken og bliver vist til et besøgsrum.

På den anden side af døren står Samuel i et lyst, klinisk rum.

”Tøj og sko af. Arme ud,” siger betjenten.

Det er rutine for personalet, men for Samuel er det en påmindelse om, at kroppen ikke er hans egen herinde.

Samuel trækker vejret roligt, klæder sig på igen og sætter tempoet ned, så han ikke tager ydmygelsen med ind i rummet.

Rummet er aflangt. I enden en glasdør ud til en indhegnet altan med perforerede plader – lys uden varme. Der står et bord og et par stole. Sofaen rører man ikke, den bruges til noget andet, når indsatte har deres partner på besøg.

Samuel har flere tanker, der florerer i hovedet. Hvad hvis det at have en besøgsven bliver set som en svaghed af de andre indsatte? Hvad nu, hvis besøgsvennen er fordømmende?

Jakob spørger i stedet: “Hvad savner du mest herinde?”

Det bliver deres fælles sprog: Nysgerrighed frem for dom.

EN BRO TIL VERDEN UDENFOR

25-årige Samuel og Jakob på 38 blev i 2021 matchet gennem Røde Kors’ Kickstart, der er en del af Røde Kors’ fængselsindsatser. Samuel ønsker at være anonym, og navnet er et alias af hensyn til hans fremtidige liv. Jakob er rutineret med over 12 år som besøgsven og flere forløb bag sig.

Kickstart er et mentorprogram målrettet unge varetægtsfængslede. Idéen er enkel: relationen begynder, mens man stadig er indsat og fortsætter ud i hverdagen.

Dermed bliver Kickstart både en praktisk støtte og et sted, hvor man kan lægge rutiner og normalitet. For Jakob og Samuel betød det, at relationen ikke kun levede bag muren, men også i overgangen ud.

Samuel og Jakob mødes hver fjortende dag - uden telefoner eller afbrydelser. Samtalerne bliver et fast holdepunkt i en hverdag styret af fængslets nøgler og skema, og noget for Samuel at se frem til.

De taler om alt, der gør et liv: Hvordan økonomi ikke kun er status, men tryghed; hvordan drømme kan bære tirsdage; hvordan uenighed kan være et spejl.

“Vi er uenige om stort set alting og når ikke at snakke om noget i særligt lang tid, før en af os siger: Synes du det? Jeg synes noget helt andet,” siger Samuel.

Når Samuel lyder skråsikker, spørger Jakob: “Hvorfor netop den løsning? Hvad vil du opnå?”

Samuel opdager, at samtalerne ikke er et ekkokammer - men et sted med modspil.

Efter møderne memorerer Jakob det, han skal undersøge for Samuel, fordi ingen af dem må skrive, og lader det “gå én gang igennem hovedet,” før døren åbnes igen.

MENNESKET FØR SAGEN

Samuel er dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Men for Jakob er tiltale eller dom ikke rammen for relationen. En dag spørger Samuel, om han ikke er nysgerrig på sagen.

“Hvis du vil tale om den, gør vi det - ellers gør vi ikke,” svarer Jakob.

Han er der for mennesket - ikke sagen.

“Min opgave er dig – dine tanker; din hverdag; dét, der skal bære dig videre.”

Det giver en ro i rummet mellem de to. De kan godt tale om sagen, men den skal ikke fylde alt mellem dem. Det åbner for humor om fængslets logikker – og for konkrete planer til den dag, døren åbner.

Som frivillig i Røde Kors’ fængselsindsatser mødes mennesket før sagen. I praksis betyder det, at en frivillig hverken skal dømme eller frikende – men skabe et trygt rum, hvor man kan tale om hverdagen og det, der skal bære videre.

EFTER VESTRE FÆNGSEL

Efter domsafsigelse og knap ti måneder i Vestre Fængsel flyttes Samuel til et åbent fængsel.

Relationen fortsætter. Samme samtaler i en ny virkelighed.

Samuel er startet på sin erhvervsuddannelse. Han står uden for undervisningslokalet. Ingen kender hans historie. Han finder en plads, tager noter, og rækker hånden op.

På vej fra skole ringer han til Jakob. Han taler i halvanden time om vekselstrøm, sinuskurver og hvorfor lyset tænder, når man trykker på kontakten.

Her bliver effekten synlig: Møderne hver fjortende dag har gjort ham stærk i det almindelige.

“Jeg hørte julelys i røret den dag. Jeg havde et håb om, at det ville være meningsfuldt og flytte noget for os begge to, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi ville være, hvor vi er i dag,” siger Jakob.

I DAG – NÅR NORMALITET BÆRER

Nu har Samuel både studie og job. En straffeattest er ikke længere en mur, men noget, der kan forklares. Det er ikke, fordi alt er let, for tiden i fængslet hjemsøger ham stadig - men samtalerne har peget ham i en retning, hvor han trives.

“Jeg ved 100 procent, at mit liv havde set anderledes ud uden Jakob. Han så noget i mig, jeg ikke selv havde set, og skubbede mig i retning af uddannelse. Jeg havde aldrig søgt ind, hvis ikke vi havde haft de samtaler.”

Spørger man ham, hvorfor han lykkedes, peger han på møderne med Jakob: Fast tid, ingen dom, ærligt modspil.

I dag arbejder Samuel i en ungdomsklub:

“Nogle af de unge kan jeg se mig selv i,” siger han. “Det gør en forskel for mig at stå dér - menneskeligt, ikke økonomisk.”

Relationen og samtalerne fortsætter indtil videre. Ingen af dem ved, hvor længe, men de er begge sikre på, at hvis der bankes på døren om 10 år, vil de møde hinanden med et smil.

peras@rodekors.dk