Her får drømmene og sorgen stemmer

Asylansøgere får sjældent mulighed for at fortælle deres historie på en nuanceret måde. En gruppe mennesker i en svær situation optræder næsten altid som ’case’ eller som ’problem’ i medierne. For at ændre det har Røde Kors’ asylafdeling i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) oprettet en medieskole med støtte fra Augustinusfonden.

Glædelig nyhed

En af dem, der gerne vil dele sin historie, er den 17-årige afghaner Muhammad Hussain. Hans video fortæller både om, hvor gråt og svært det kan være at være asylansøger, men også om, hvad man alligevel kan gøre.

Han begyndte selv at bruge de muligheder, der er i Udrejsecenter Avnstrup – et center for afviste børnefamilier, som Røde Kors driver. Han tog de aktiviteter, der bød sig til, og han tog også med glæde imod tilbuddet om at komme med i medieskolen.

Samme dag, som hans optimistiske beskrivelse af livet i lejren blev vist, fik han en utrolig glædelig nyhed. Både han og familien har fået permanent opholdstilladelse. Han siger:

"Jeg vil ud og lære noget dansk, for nu kan jeg gå i gang med en uddannelse."

Unge asylansøgere på centrene går ofte i stå i deres uddannelse, mens de venter på en afgørelse af deres sag, fordi der ikke længere er økonomi til uddannelse, når de fylder 17.

Ytringsfrihed på skemaet

Undervejs i de seks ugers forløb har Muhammad og de andre unge været igennem en introduktion til nyhedsmedierne i Danmark, deres historie og deres arbejdsvilkår.

Mange af dem kommer fra lande, hvor det at ytre sig er forbundet med fare, så der bliver også undervist i ytringsfrihed, og hvad den betyder for arbejdet med formidling.

Medieskolen underviser også i, hvordan man optræder som erfaringskilde, hvordan man samarbejder med en journalist, når man fortæller sin personlige historie, men samtidig ikke skal udsætte sig selv for risiko bagefter.

For de unge på medieskolens første hold har det været en oplevelse at komme ud og møde de danske medier, studieværter og journalister fra både DR og TV2.

Udover at lære deltagerne noget om formidling og om, hvordan de danske medier fungerer, giver medieforløbene også mulighed for at komme ud fra asylcentrene, opleve noget nyt og møde andre unge.

Mindst lige så godt har det været at lære at lave små video-fortællinger ved hjælp af egne mobiltelefoner. For skribenten her var det en oplevelse at se elevernes produktioner på medieskolens sidste dag, hvor de unge fik overrakt deres diplomer.

Personlige fortællinger

Bag deres unge og umiddelbare glæde ligger sorg og bekymring. Men også en vilje til at trodse begge dele og fortælle deres historie.

Og det er meget forskellige historier:

Nogle fortæller om landet, de forlod, andre om deres nye virkelighed. Kenneth Nyakahuma beskriver i kontrastfyldte billeder forskellen mellem julen i Danmark og Uganda – han var hurtigt ude og fik lavet snebilleder med oplyste juletræer. Det overraskede ham lidt, at der ikke er mere sne i Danmark.

Hans landsmand Ronnie Kiseka forlod en lovende fodboldkarriere, men er stadig vildt optaget af fodbold. Hans lille – nærmest poetiske – beskrivelse af det smukke spil hedder ”Mit liv er fodbold”. Heldigvis kan man se, at han stadig har mulighed for at træne og spille.

Selve undervisningen har foregået bag lukkede døre. Det er nødvendigt for at skabe den tillid, der skal til, for at kursisterne føler sig trygge og kan engagere sig i at lære noget.

Der bliver altså ikke rapporteret offentligt fra medieskolen, og kursisternes historier bliver kun delt på forskellige mediers platforme i det omfang, de unge selv ønsker det.

Som asylansøgere er de unge i en sårbar situation, og nogle frygter repressalier mod familiemedlemmer, som stadig er i de lande, de unge er flygtet fra.