Fremtidens frivillige vil engagere sig forskelligt

Det er med skarpe og kvalitetsbevidste øjne, Birgitte Bastiansen scanner det ene stykke tøj efter det andet. Det er torsdag formiddag i Røde Kors-butikken i Lyngby Hovedgade, og selvom snakken er gået uafbrudt, siden de syv frivillige mødte ind, er omkring fem fyldte sække med tøj blevet sorteret og gjort klar til vurdering.

Her står ingen stille. Rundt omkring i butikken bliver der pakket varer ud, fyldt hylder op og hjulpet kunder, mens snakken går lystigt, både internt mellem de frivillige og med kunderne. Samtalerne spænder fra alt mellem hverdagens små oplevelser, storpolitik til hvordan tøjet skal hænge på stativerne.

”Vi har det virkelig godt sammen her på torsdagsholdet, og jeg glæder mig altid til at komme og få en snak med de andre og kunderne,” fortæller Birgitte Bastiansen.

Torsdagsholdet er med tiden blevet en enhed, og derfor et nemt for teamet at gå i gang med arbejdet efter det korte morgenmøde. Ingen her har en fast plads. Alle hjælper på alle poster. Alt fra at sortere tøj til at hjælpe kunder, bliver det gjort med et smil på læben.

For Birgitte Bastiansen spiller fællesskabet en stor rolle – så stor, at hun ikke ville være frivillig, hvis det manglede:

“Hvis ikke jeg havde noget til fælles med dem, ville jeg søge et andet sted hen. Jeg har ikke lyst til at bruge min frivillige tid på noget, der ikke giver mig positive oplevelser,” siger hun.

Relationer er afgørende

Ifølge frivilligforsker Helle Hygum Espersen, chefanalytiker hos VIVE, er netop den type lokale fællesskaber stadig afgørende i frivilligheden, også selvom nye og mere fleksible måder at engagere sig på, fylder mere end tidligere.

Men den største motivation i beslutningen om at blive frivillig er stadig relationel og social:

”Frivillighed er ekstremt relationelt. I vores undersøgelser kan vi se at langt over 50 procent af frivillige i Danmark er blevet det gennem netværk. Enten fordi de er blevet spurgt, opfordret eller valgt. Hertil vil fællesskabet i højere grad opstå omkring den enkelte aktivitet. For eksempel genbrugsbutikken, hvor den sociale gevinst forbundet med frivilligheden vil få stor betydning,” fortæller Helle Espersen.

Fagligheden styrkes

I nabokommunen buldrer kamptrommerne dæmpet gennem betonen. Under FC Nordsjællands fantribune gør samaritten Louise Petersen sit udstyr klar: walkie-talkien indstilles, briksen trækkes på plads, og taskerne kontrolleres.

I mere end syv år har hun været frivillig i Røde Kors og hjulpet alt fra fodboldfans til festivalgæster. De fleste vagter er rolige, men man skal altid være klar. For når uniformen er trukket på, repræsenterer man pludselig noget større end sig selv. En faglighed og Røde Kors.

Her er fagligheden en medvirkende motivationsfaktor:

“Vi er utroligt stolte af vores faglighed. Vi har brugt mange timer på at blive dygtige nok til at bære uniformen. Det, at vi kan handle i enhver situation, hjælpe og redde liv, er en helt klar motivationsfaktor for mig,” siger Louise Petersen, der dog også har brug for fleksibilitet i frivilligopgaven.

Hun arbejder nemlig som sygeplejerske på børneafdelingen i Hillerød. Her er arbejdstiderne vekslende, hvilket for mange måske kunne gøre det uoverskueligt at melde sig som frivillig, da tiden er knap. Men Louise har fundet en god balance mellem det faste og det frivillige.

Hos samaritterne melder man nemlig selv ind på vagter, når det passer i ens skema.

”Som sygeplejerske er mine arbejdstider meget forskellige. Derfor er fleksibiliteten i arbejdet som samarit perfekt for mig,” fortæller Louise.

Fællesskabet er halvdelen

Tilbage i genbrugsbutikken i Lyngby Hovedgade forholder Birgitte Bastiansen sig anderledes til fleksible arbejdsdage. Hun har nemlig to klare formål med at være blevet frivillig.

“Fællesskabet betyder halvdelen. For mig har det her to formål: Det ene er at tjene penge til Røde Kors, det andet er at være sammen med de andre,” fortæller Birgitte.

For Birgitte er det optimalt med sin faste arbejdsdag på torsdagens morgenhold. Hun ved hvad hun skal, hvor det er henne, og hvem hun mødes med. Det skaber mulighed for at tilrettelægge resten af ugen. Men samtidig med, at frivillige som Birgitte stadig søger faste fællesskaber og rutiner, vokser ønsket om mere fleksible måder at engagere sig på.

Ifølge Helle Hygum Espersen er det ikke et opgør med den traditionelle frivillighed, men et tegn på, at flere former eksisterer side om side.

“Vi forventer i højere grad fleksibilitet i vores engagement, og det kan blive en udfordring for foreningslivet, fordi man er afhængig af, at nogen tager det lange, seje træk. Vores liv er blevet mere fleksible, også arbejdslivet. Jeg strukturerer det selv, og derfor bliver frivilligt engagement også mere flydende,” siger Helle.

Opgaven som motivation

I en helt anden ende af frivilligheden er der fuldstændig stille. Som våger sidder Cecilie Marfelt alene hos døende mennesker, der ikke har nogen ved deres side. Som våger er man alene afsted, når man arbejder. Her er der ingen kolleger og ingen små samtaler om stort og småt. Kun dig og dit fokus på personen du våger over.

“Det, der motiverede mig, var det med at hjælpe nogen, når de havde brug for det,” siger hun.

Cecilie har selv haft døden tæt inde på livet, og fik i den forbindelse en stor lyst, til at stå til rådighed i et andet menneskes sidste timer. I Cecilies tilfælde var det den konkrete opgave som våger, der var det vigtige, da hun meldte sig som frivillig.

”Jeg meldte mig som frivillig, fordi vågernes arbejde er fantastisk. Jeg synes ikke at nogen skal dø alene. Så det, at skabe ro for den døende i den sidste tid, betyder meget for mig,” fortæller Cecilie.

Vågetjenesten har selvfølgelig også et fællesskab forbundet med aktiviteten, men det kommer til udtryk på en anden måde end i arbejdet som samarit eller at stå i genbrugsbutik, som naturligt er mere sociale aktiviteter, da man hele tiden omgås sine kolleger. Cecilie vidste ikke at der et fællesskab, da hun startede som våger.

“Fællesskabet er da en rar bonus. Det er ikke det, der motiverer mig, men jeg er blevet glad for de bekendte, jeg har mødt gennem vågetjenesten.”

Det at være motiveret af den konkrete opgave kender Birgitte Bastiansen også til. Dog kunne hun ikke se sig selv arbejde frivilligt i en aktivitet, hvor det sociale ikke også har en stor plads.

“Jeg næres af fællesskaber. Det giver mig energi at være sammen med andre.”

Hvad kræver fremtidens frivillige?

Når man samler trådene fra genbrugsbutikken i Lyngby, samaritten under tribunen og den stille vågevagt, tegner der sig ikke ét nyt ideal for frivillighed. Tværtimod.

Nogle søger fællesskabet. Andre søger handlingen. Nogle vil engagere sig i en organisation over mange år, mens andre ønsker at træde til i konkrete aktiviteter, når det passer ind i deres liv. Ifølge Helle Hygum Espersen er det afgørende, at organisationer som Røde Kors kan rumme begge dele.

“Det er ikke på bekostning af de traditionelle former. Det er noget, der findes ved siden af. Jeg tror det vigtige for fremtiden er, at man skaber forskellige måder at være frivillig på inden for en given aktivitet. Man skal have for eksempel have mulighed for at være frivillig på forskellige måder i en Røde Kors-butik, siger Helle Hygum Espersen.”