Flugten fra krigen gav styrke til at hjælpe andre

Stuen er varm og rolig. I den sorte lædersofa sidder Wedad med en kop kaffe mellem hænderne og et bjerg af slik på et fad foran sig – det har lige været Eid. Afslutningen på den årlige fastemåned, ramadan, der er en familiefest på samme måde som jul i Danmark. Modsat mange danske hjem, hænger der ingen billeder på væggene af børnene som helt små. De ligger i en lejlighed i Damaskus, hun forlod for tolv år siden – og aldrig vendte tilbage til.

”Jeg kan godt huske det. Det var en frygtelig dag,” siger hun og tager en dyb indånding. Det var vinteren 2012 i Damaskus i Syrien, og indenfor var det koldt, mørkt og stille. Krigen havde forvandlet familiens hverdag til en konstant undtagelsestilstand. Der var ingen elektricitet, vand eller varme. Maden var sluppet op, og børnene kæmpede med at holde sig varme.

”Der var ingenting tilbage. Vi kunne ikke længere klare det.”

EFTERLOD PERSONLIGE TING
Bare fire år tidligere var alt anderledes. Wedad og Issa var unge og nygifte og flyttet ind i en nybygget lejlighed, der skulle blive begyndelsen på deres nye fælles liv og familie. Issas forretning gik godt, og i lejligheden havde de indrettet sig et hjem:

”Vi havde det rigtig godt, og det var en god tid at få børnene, for vi havde styr på livet,” siger Wedad.

Det var her, deres tre børn senere kom til verden, og her, at de tog deres første skridt. Men kort efter den yngstes ankomst til verden, blev situationen kritisk. De forlod deres hjem og rejste mod Tyrkiet.

”Vi troede, at vi måske skulle være der i et halvt år, inden vi kunne tage tilbage til Syrien. Så i stedet for at tage vores personlige ting med os, samlede og gemte vi vores ting på et af værelserne,” siger Wedad og nævner blandt andet billeder af børnene og billederne fra sit bryllup.

Få, hvis nogen, havde forestillet sig, at kampene i Damaskus, såvel som i resten af Syrien, skulle udvikle sig til en årelang borgerkrig, der skulle koste flere hundrede tusinde menneskeliv og sende millioner af syrere på flugt.

KRIMINALITET OG UTRYG VENTEN
I Tyrkiet, der var tænkt som et helle for familien, levede de i fortsat utryghed, og i løbet af de næste fire år oplevede Wedad tre flytninger, en genforening med sin bror og en afsked med Issa.

”Vi havde mulighed for at arbejde i Tyrkiet, men det rakte stadig ikke til husleje, børn, skole og mad. Du arbejder fra morgen til aften, og alligevel går det ikke op,” siger Wedad.

I Istanbul florerede historier om børn, der pludselig forsvandt fra forældrene, når de handlede ind i den store bazar, om menneskesmuglere, organsælgere og tricktyveri.

”Når jeg skulle handle, lod jeg børnene blive derhjemme. Det tog måske en halv time. Men det var mere sikkert at lade dem blive hjemme, end at tage dem med,” siger Wedad.

”Jeg kunne stå og være ved at betale, når jeg opdagede, at jeg ikke havde nogen penge, fordi de var blevet stjålet fra min lomme. Så kunne jeg komme hjem grædende og tomhændet. Det var frygteligt.”

I GUMMIBÅD TIL GRÆKENLAND
Efter to år i Tyrkiet, gik Issa efter nøje overvejelser ud mod kysten og fik plads i en gummibåd, der skulle tage ham til Grækenland. Wedad selv blev tilbage med børnene, der var bare to, fire og seks år gamle. Sammen med hende var hendes bror, der tog sig af familien.

”Vi hørte fra ham efter en uge. Han var kommet sikkert frem til Grækenland, så vi åndede lettet op,” siger Wedad og tager sig til ansigtet ved tanken om den angst og bekymring, der fyldte alt i den uge.

I mellemtiden nåede Issa til Danmark, hvor han fik asyl og genfandt sin søster, der allerede havde boet her i flere år og lært sig sproget. Efter halvandet år blev Wedad og børnene godkendt til familiesammenføring.

”Ej, det var, det var helt vildt. Jeg græd meget den dag,” siger Wedad og griner over det kaos, der senere indfandt sig på afrejsedagen i lufthavnen i Istanbul i 2016.

TÅREVÆDET GENSYN
”Jeg var voldsomt stresset, da vi skulle rejse. Men da vi endelig sad i flyet, slappede jeg af, og jeg græd og græd af lettelse, fordi vi endelig havde fået styr på det, og jeg ikke skulle tænke mere på, hvordan vi kom i sikkerhed. Åha,” sukker Wedad dybt ved tanken.

I Billund blev Wedad mødt af Issa og sin svigerinde.

”Åh, vi græd allesammen. Det var første gang, vi så hinanden i to år. Min mand græder, jeg græder, og mine to store børn græder,” siger Wedad.

Børnene startede i skole, Wedad kom i uddannelse, fandt arbejde i et køkken, og de optog deres første lån og købte parcelhuset i Stubbæk.

Inden længe drev krigen i Ukraine de første ukrainere på flugt til Danmark – og Wedad til Røde Kors.

”Jeg kunne meget nemt sætte mig i deres sted, fordi de kom hertil, ligesom vi gjorde det. Så jeg kender til det, og jeg ved, hvad det betyder at få hjælp, når man er i den situation, så jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe,” siger Wedad, der selv havde fået hjælp med jobsøgning og papirer hos frivillige i Røde Kors.

FRYGTEN LUREDE
”Jeg håber, de ser mig som et medmenneske og føler sig set af mig, fordi jeg har været samme sted. Når jeg snakker med dem, fortæller jeg, at jeg selv har været flygtning, og at det er helt normalt, hvis der er noget, de ikke forstår, for sådan er det."

To gange om ugen har Wedad kørt deltagere til og fra de frivilliges caféer – alt imens hendes egen frygt for at blive sendt tilbage lurede i baghovedet. I otte år har hun hvert andet år skullet søge om forlængelse af sit ophold.

”Hver gang tænkte jeg på, om de ville sende mig tilbage til Syrien. Det tænkte jeg meget på,” siger Wedad.

”Jeg tænkte meget på mine børn, fordi de lige var startet her og begyndt at lære dansk, og det sidste, de havde brug for, var at skulle flytte og til at falde ind et nyt sted. De havde brug for tryghed.”

FREMTIDEN BLIVER DANSK
Det var indtil for ganske nylig, hvor Wedad stod i køkkenet på arbejdet og læste en besked fra Udlændingestyrelsen i sin E-Boks: Hendes ansøgning om permanent ophold var blevet godkendt.

”Jeg græd og råbte af bare lettelse, så min leder kom for at se, hvad der skete i køkkenet. Alle begyndte at græde, det var rørende, og så gik min leder og kom tilbage med blomster til mig. Det var en stor dag.”

På familiens vej i Stubbæk hejste naboer flag udenfor for at fejre Wedads permanente opholdstilladelse, ligesom de gør det, når nogen på vejen har fødselsdag.

”Det er ligesom i vores hjemland, for vi passer på hinanden ligesom en familie. Jeg håber, vi ligesom en af vores naboer, der har boet her i 35 år, også bliver gamle sammen i det her hus, der er blevet vores hjem.”