mitrodekorsblad.dk

40 års støtte til glemt krise

Category icon Få mere at vide

I 40 år har Røde Kors i Danmark og Sudanesisk Røde Halvmåne arbejdet tæt sammen om de enorme humanitære behov, det store østafrikanske land kæmper med. Det er umuligt at løse alle problemerne, derfor handler det om at fokusere på det, man er bedst til, fortæller landechef i Sudan, Hector Palacios.

Tekst: Louise Sjöström, Pressechef i Røde Kors Foto: Røde Kors 17. november 2025

Når Hector Palacios remser den aktuelle situation i Sudan op, er det svært ikke at blive stakåndet: Mere end 12 mio. mennesker er tvunget på flugt efter mere end to års brutal konflikt mellem den sudanesiske hær (SAF) og Rapid Support Forces (RSF). Halvdelen af befolkningen lider under katastrofal fødevaremangel, sundhedssystemet er nærmest kollapset, og børn og voksne står uden helt basale sundhedsydelser. Ifølge UNICEF fungerer under en fjerdedel af sundhedssystemet i de hårdest ramte områder, hvor sygdomme som malaria og kolera er ude af kontrol.

Hvor begynder man hjælpen, når man er nødhjælpsorganisation i en af verdens største humanitære kriser? Og hvor kan Røde Kors i Danmark gøre en forskel?

”For det første erkender man, at man ikke kan gøre det hele,” siger Hector Palacios. Han har været landechef for Røde Kors i Danmark i Sudan de seneste halvandet år og leder et team på syv ansatte i Port Sudan på kysten til Det Røde Hav.

”Udgangspunktet for vores indsats i Sudan er, at vi skal sætte ind i de allermest udfordrede områder af landet. For tiden er vores fokus på Darfur-provinsen, som er meget hårdt prøvet. De seneste måneder har lidelserne i Darfur nået et helt nyt niveau med angreb på civile med mange dræbte, også kvinder og børn, til følge. På samme tid øger klimaskabte katastrofer problemerne yderligere, senest med et kæmpe mudderskred, der har begravet en hel landsby og dræbt flere hundrede mennesker,” siger han.

Foto: Mohamed al Ibrahimi Ismaldeen

Foto: Mohamed al Ibrahimi Ismaldeen

Næsten ingen opmærksomhed

Han undrer sig af af samme årsag over, at Sudan kun får en brøkdel af det internationale samfunds opmærksomhed og støtte sammenlignet med andre aktuelle kriser i verden.

”For os, der bor her, er det fuldstændig uforståeligt, for katastrofen forværres for hver dag og har konsekvenser for hele regionens stabilitet, hvilket unægtelig også vil påvirke Europa, når flygtningestrømme vil søge sikkerhed uden for Afrika.”

Midt i kaos er Sudanesisk Røde Halvmåne en af de få humanitære aktører, der fortsat når frem til lokalsamfund over hele landet – ofte under ekstremt vanskelige og farlige forhold. Røde Kors i Danmark har i årtier stået skulder ved skulder med søsterorganisationen i Sudan – et samarbejde, der i år runder 40 år – og alene i første halvår af 2025 har Røde Kors været med til at nå flere hundredtusinder mennesker med hjælp.

”Sudan har brug for hjælp til alt, og vores første skridt har været at forstå, hvad der er vores ekspertise. Hvordan vi bidrager bedst, simpelthen,” fortæller Hector Palacios.

Foto: Røde Kors

Foto: Røde Kors

Fokus på sundhed

Derfor er Røde Kors i Danmarks indsatser fokuseret omkring tre ting: Beskyttelse af internt fordrevne flygtninge; katastroferespons både i forbindelse med den aktuelle væbnede konflikt og med sygdomsudbrud samt naturkatastrofer som oversvømmelser; og sundhed med fokus på ikke-smitsomme sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes samt psykosocial støtte, særligt rettet mod flygtninge.

”Det er Røde Kors i Danmarks specialer og der, hvor vi bedst kan støtte vores søsterselskab i en meget, meget krævende situation. Problemerne i Sudan er overvældende, og vi kan desværre ikke se en hurtig løsning. Der er behov for diplomatisk pres på de stridende parter, hvis vi skal nære os noget håb om, at det skal blive bedre”, forklarer Hector Palacios, som også har fokus på at styrke Sudanesisk Røde Halvmåne lokale afdelinger.

”De er de første, som kan handle på et lokalt behov; de første, der kan træde til med hjælp. Det er dét, Røde Kors-bevægelsen kan – også i Sudan,” siger Hector Palacios.

losjo@rodekors.dk

Fakta om Sudan

- Sudan har 50,5 millioner indbyggere og er Afrikas tredjestørste land. - Mere end 12 millioner er flygtet fra deres hjem, af dem er tre millioner flygtet ud af landet. Sudan har det største antal internt fordrevne flygtninge i verden. - To ud af tre sudanesere, dvs. mere end 30 millioner mennesker, har massivt brug for humanitær hjælp. Af dem er 16 millioner børn. (Kilde: FN) Siden januar 2025 har Sudanesisk Røde Halvmåne med støtte fra Røde Kors i Danmark direkte nået mere end 346.000 mennesker med livreddende hjælp. - Røde Kors i Danmark har gennemført næsten 98.000 uddelinger af mad til fordrevne og sårbare familier og samtidig leveret førstehjælpsudstyr, tøj og sko til familier, der har mistet alt. - Mental sundhed og psykosocial støtte er nået ud til mere end 50.000 mennesker, mens behandlingstilbud for ikke-smitsomme sygdomme som diabetes og forhøjet blodtryk har gavnet over 21.000 patienter. - Alene indsatsen mod kolera har nået mere end 119.000 mennesker gennem bl.a. hygiejneoplysning, og mobile klinikker.

Del historien

Del historien med venner og familie via mail eller sociale medier,og hjælp med at sprede Røde Kors’ budskaber